Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har mistanke om parodontitis?
Parodontitis (også kendt som parodontose) viser sig desværre ikke altid med symptomer, og derfor finder mange først ud af det, når en tand eksempelvis er blevet løs. Har du vedvarende blødende tandkød under tandbørstning? Er der parodontitis i familien? Lider du af vedvarende dårlig ånde? Eller har du blot en mistanke om sygdommen, så bør du kontakte din tandlæge. Hos tandlægen vil de måle dybden af dine tandkødslommer og sætte gang i et behandlingsforløb, hvis nødvendigt.
En parodontitisbehandling er en styrkende behandling, som bygger på et samspil mellem patient og behandler. Parodontitis kan ikke alene behandles med tandplejerens grundige tandrensninger. Det er patienten, der laver den langsigtede forebyggelse, og skal man have sin parodontitis under kontrol, kræver det gode tandplejevaner og korrekt børsteteknik derhjemme.
I de svære tilfælde kan tandkødslommerne være sådan, at der ikke kan renses ordentligt, og her kan det være nødvendigt med en støttebehandling i form af parodontalkirurgi, hvor det dårlige væv opereres væk. Ved parodontalkirurgi bliver det igen muligt at rense roden ordentligt. Samtidig foretages en tilretning af tandkødet, så det bliver nemmere for patienten at holde det rent efterfølgende. Formålet med operationen er grundlæggende at sikre længere levetid for tanden. Operationen foregår under lokalbedøvelse.