Syreskader på tænderne kaldes også erosioner, og det er en tilstand, hvor tænderne mister mineraler og bliver slidt, fordi de ofte udsættes for noget syreholdigt. Til forskel fra huller i tænderne, hvor tænderne mister mineraler på grund af syre fra bakterierne, skyldes syreskader primært syre fra kosten eller maven.
I munden er spyttet medvirkende til at opretholde en neutral pH-værdi. Hver gang du indtager syreholdige føde- og drikkevarer, falder pH-værdien, og det tager mindst en time, før spyttet i munden har neutraliseret syren. Når der indtages energidrikke og syreholdigt mad jævnligt i løbet af hele dagen, har munden ingen hvilepauser, og spyttet har ikke en chance for at rense og neutralisere mundens pH-værdi.
Holdes pH-værdien lavt over en længere periode, kan syren gøre varig skade på emaljen. Når emaljen først er væk, kan den ikke gendannes, og tændernes udseende og funktion kan kun genskabes ved mere omfattende behandlinger, f.eks. større fyldninger og kroner.
Syreskader er desværre ret almindeligt i Danmark. Ifølge Tandlægeforeningen lider hver 7. voksne dansker af syreskader i moderat til alvorlig grad, og det forventes at være et stigende problem. Blandt andet grundet de seneste års markante stigning i forbruget af energidrikke.
Før i tiden fyldte man huller i tænderne med sølvamalgam, men sidenhen har videnskaben og teknologien gjort, at man nu laver fyldninger i et meget stærkt og holdbart plastmateriale, som desuden også er en kosmetisk pænere løsning. Sølvamalgam er en blanding af forskellige metaller, hvor kviksølv er et af dem. Og af hensyn til miljøet må det i dag kun anvendes i få tilfælde. Har du gamle sølvfyldninger i tænderne, foreligger der ingen undersøgelser, der med sikkerhed konkluderer, at det er sundhedsfarligt.
Der kan dog være andre årsager til, at tandlægen anbefaler at få skiftet sølvfyldningerne til plast, da materialet amalgam udvider sig og ændrer sig i takt med skiftende temperaturer i mundhulen. Dermed opstår der træthed i tandens emalje, hvilket betyder, at der er større risiko for, at tanden knækker. Hvis dine sølvfyldninger begynder at få kantdefekter, knækker eller lignende, så anbefales det generelt at skifte dem. Har du sølvfyldninger, der fungerer fint, så kan du blot lade dem være.